24. marts 2023

Sykursus for unge kvinder

Unge tanzanianske kvinder der ikke består grundskolen, kan have meget svært ved at finde et arbejde. Tanzibarn støtter et projekt, hvor kvinderne lærer at sy med maskine og får hjælp til at starte deres egen forretning op.

Vi har i Tanzibarn været så heldige at kunne fundraise til et sykursus for kvinder i Usa River. Målet med kurset er at lære en gruppe på ca. 15 kvinder forskellige syteknikker. Derefter vil de få undervisning i at starte en forretning op, og derudover vil de også få bistand til at starte forretningen op. De vil herefter være i stand til at få en lille indkomst, der kan hjælpe deres familie. 

Sykurset er primært målrettet kvinder, der har ikke har bestået grundskolen eller Form 4 og derfor ikke kan læse videre. Ofte har kvinderne meget svært ved at finde et arbejde, og disse kvinder er der desværre mange af i Usa River. 

Kunsten at sy ligeud

Kurset er startet d. 30. januar 2023. Der er undervisning mandag til fredag kl. 9-11. Hele kurset vil vare i 6 måneder. Der er startet 14 piger i alderen 15 år og op. Batik damerne har lånt deres 3 symaskiner ud til dette kursus. Så pigerne skiftes til at sy de forskellige teknikker, læreren beder om.  

På billederne ses en dag, hvor de skulle lære at sy ligeud. De havde alle et stykke papir, og skulle sy fem rækker med ligeud sting – uden tråd. Blot for at lære maskinen at kende. Læreren samlede så papirerne ind og gav dem karakter efter, hvor lige stingene blev syet. 

Alle pigerne er fra området omkring Usa River fra familier, der ikke ville kunne betale for et kursus som dette, da mange familier døjer stadig med eftervirkningerne fra Corona. Mange kan ikke give deres familier mere end et enkelt måltid mad om dagen. Derfor er de meget glade for at få en chance som denne gratis og en fremtidig indkomst til den trængte familie. 

 

DEL DENNNE SIDE

Læs også