18. marts 2015

Mtandao - Et nyt projekt begynder i Usa River!

Vi kan med glæde berette at Tanzibarn har modtaget en bevilling fra DANIDA på 247.206 kr. til opstart af det nye projekt MTANDAO. Der er blevet arbejdet hårdt på at opstarte dette projekt i Usa River, som fokuserer på familier i lokalområdet.

 

Athumani¨

Mange af børnene, som har udgjort Tanzibarns kerne siden begyndelsen, er vokset op, har taget en uddannelse og er i gang med at stifte deres egen familie. Det har de seneste år betydet et skift i fokus for projekterne i Usa River og ikke mindst et ønske om at åbne centret op, så flere i lokalområdet kan få glæde af det.

Det er nu lykkes med det nye projekt, som vi har ansøgt midler om fra DANIDA. Bevillingen på de 247.206 kroner vil dække over nye aktiviteter i Usa River i en 3-årig periode.

Vi ønsker med projektet at øge levestandarden for familierne i byen. Dette skal ske med aktiviteter, der fokuserer på kost og ernæring, sygdomsforebyggelse og familieplanlægning. Derudover sigter projektet efter at skabe mere bæredygtige økonomier for dårligt stillede familierne i byen via små kurser om fx at deltage i låne/sparegrupper og om at være mindre forretningsdrivende.

Netværk på swahili

Navnet på projektet betyder “netværk”, da et vigtigt element netop er at skabe netværk og samarbejder mellem samfundslag, alder og køn via medlemskab i en velfungerende organisation. Vores håb er, at ressourcestærke borgere i byen kan være med i projektet og løfte mindre ressourcestærke borgere op med erfaringer og overskud.

Et vigtigt punkt i projektet er etableringen af et fælles mødested, et såkaldt “community centre”, hvorfra alle aktiviteter skal tage udgangspunkt. Vi er så heldige allerede at have bygninger med undervisningslokaler til rådighed, og det er planen, at vores centers døre åbner op og lader nye aktiviteter tage plads. Her er der samtidig mulighed for, at de opvoksede børn, der tidligere har boet på centret, stadig kan have en forbindelse til stedet og en grund til at komme forbi for at deltage i aktiviteter og kurser.

Det er gennem en stærk forening i Usa River, at vi regner med, at organisationen og det gode arbejde kan bestå efter projektets afslutning. Det er også her, at det kan udvikle sig, skabe velstand og øge sundheden hos de fattigste borgere i byen.

DEL DENNNE SIDE

Læs også