Mekanikerdrømmen blev lagt på hylden: Rashid er tøjsælger
Rashid er 24 år og er vokset op på Tanzibarns børnehjem URCC. Hans forældre er døde og han har ingen familie ud over en storebror, han ikke ser. Så Rashid klarer sig selv - også på trods af, at han måtte lægge mekanikerdrømmen på hylden.
Rashid er uddannet mekaniker, men i 2015 kom han til skade med sit ben i en bilulykke. Han var indlagt 6 måneder på hospitalet, hvor det lykkedes at redde benet. Men nu kan han ikke bruge benet ret meget, uden det giver problemer. Han kan ikke løbe, spille fodbold, men han kan gå rundt uden problemer. Rashid kunne pga benet ikke fortsætte som mekaniker.
For 2 år siden besluttede han at bede Tanzibarn om en ”End contract”, for at starte en forretning, hvor han ville sælge sko, og det har nu udviklet sig til en forretning, hvor han sælger både tøj og sko. Rashid køber brugt tøj og sko på markeder i Moshi og Tengeru. Han udvælger tøjet meget omhyggeligt, for hans kunder vil ikke have hvad som helst. Det er mest kvinder, der kommer og køber tøj til både dem og familien.
En tøjforretning udsmykket med bildæk og nummerplader
Rashid bor på et værelse nær sin forretning. Han åbner forretningen hver dag kl. 12 og lukker ved 21-tiden.
Rashid klarer sig godt. Han har ca. 25% fortjeneste på sine ting. Før Corona-epidemien kunne han tjene 70.000 TSH (ca. 200 kr) på en god dag. Nu er det dog reduceret. Så på en god dag sælger han for 20.000 TSH (ca. 60 kr). Men der er også dage, hvor han ikke sælger noget som helst. Forretning er dekoreret med inspiration fra hans tid som mekanikerlærling, hvor bildæk og nummerplader pryder butikken.
Rashid drømmer om at købe en cykel. Så kan han nemmere komme rundt uden at belaste sit dårlige ben. Han er meget taknemmelig for den hjælp, han har fået af Tanzibarn. Uden den havde han ikke været, hvor han er nu, siger han.