Kan frivilligt arbejde give Haruna en fremtid?
Haruna har lært engelsk på Usa River Children Centre af de tilknyttede volontører, hvilket han nu gør brug af i den nye frivillige café. Han drømmer om at arbejde som kok eller sælge madvarer i Tanga - men indtil videre giver frivilligcaféen ham noget på CV’et.
Haruna er opvokset på Urcc - Usa River Children Center. Han flyttede ind, da han var 6 år, og er nu 22 år. Haruna husker specielt om sin opvækst, at det var et trygt sted at være som barn. Der var hele tiden nye volontører. De hjalp børnene med lektielæsning og legede med dem. Haruna siger, at hvis han f.eks. skulle låne nøglen til legerummet, ville volontøren Anders kun give den til ham, hvis han kunne spørge pænt og korrekt på engelsk.
Til jul lavede børnene julepynt og pyntede på stuerne. De havde også et juletræ, de gik rundt om juleaften. Haruna kan stadig synge sangen: ”Nu er det jul igen..” og han husker stadig, når de spiste risengrød til jul . Derudover fortæller Haruna om de lege, han var mest glad for at lege med volontørerne: Rundbold, fodbold og 2 mand frem for en enke. Det var en god og tryg opvækst på børnehjemmet. Det kunne være lidt trist, når man kom til at kende volontørerne godt, og de så skulle hjem. Men heldigvis var der faste ”tanter”, som var de samme i en lang årrække til at tage sig af børnene.
Haruna husker en gang, da han var omkring 12 år, og skulle bo hos sin onkel i Tanga. Han var væk fra børnehjemmet i fem måneder. Det var en trist og hård tid for Haruna, og han bad om at komme hjem til børnehjemmet igen, hvilket han kom. Haruna har nu kontakt med sin bedstemor og besøger hende flere gange om året. Han har også kontakt med sin mor, men hun kan af helbredsmæssige årsager ikke tage sig af ham og har aldrig kunnet.
Haruna bor nu på et lejet værelse. Børnene blev for 2 år siden, flyttet ud af deres børnehjem af en embedsmand, der siden har brugt bygningerne som sit kontor. Der kører en retssag om ejendomsretten til bygningerne, men indtil den sag er overstået, må Haruna bo uden for børnehjemmet. Han har et lille værelse på ca. 9 kvadratmeter, hvor der er ikke vand i komplekset, men der er strøm. Værelset koster 20.000 tanzanianske shilling om månedenen, hvilket svarer til ca. 60 kr. Derudover skal han betale for sit strømforbrug, men bliver støttet af Tanzibarn.
Harunas nye dagligdag
Han har taget en 2-årig uddannelse i hotelbranchen. Lige nu venter Haruna på sine karakterer. Indtil han får dem, arbejder Haruna frivilligt i Cafe Fast Food. Han møder kl 6.30 hver morgen og forbereder morgenmad, laver frisk juice, bager brød, forbereder frokost og aftensmad.
Haruna har fri kl. 16.00. Så tager han ned til fodboldbanen og ser, når sportklubbens medlemmer spiller fodbold. Ellers går han ned til sine venner og snakker med dem. De bor lige ved fodboldbanen. De er 6 unge, og de har fået et stykke jord, de kan dyrke grøntsager på. Så de har nu plantet forskellige grøntsager. De mødes dagligt for at vande og passe planterne. Bagefter laver de som regel mad sammen, og spiser aftensmad sammen. Harunas livret er ugali og dagaa (små fisk), eller ris og bønner. Kød er ikke en hverdagsret i Tanzania.
Haruna har fri om søndagen. Så skal han vaske tøj, gøre sit værelse rent og hente vand til hele ugen. Vandet henter han ved sportsklubbens klubhus - ca 200 meter væk. Haruna må gå to gange for at fylde sine spande op med vand til en uge. Hos URYDO (Sportsklubben) er der gratis vand, og det bruges af mange i området.
Frivilligt arbejde er gratis erfaring
Haruna er glad for sit frivillige arbejde. Det er godt at få erfaring, som han kan bruge, når han skal til at søge job. Ellers er Haruna glad for at arbejde sammen med de andre volontører. De har det godt sammen, joker og har det bare skægt.
Haruna er begyndt at tænke på sin fremtid. Lige nu vil han gerne have en forretning og sælge majs, bønner og andre afgrøder samt olie. Han tænker på at starte op i Tanga, hvor han har en onkel, der kan hjælpe ham.
Ellers vil Haruna gerne bruge sin uddannelse. Han har søgt arbejde, hvor han var i praktik som kok. Han er stadig i kontakt med kokken der, og håber at der vil blive brug for ham på et tidspunkt. Desværre er arbejdsløsheden høj for unge i Tanzania.
Haruna taler flydende engelsk, i modsætning til mange af de unge i kvarteret. Dette takker Haruna de danske volontører for. Det er utrolig vigtigt, hvis man skal arbejde indenfor turistbranchen siger Haruna.