Hvordan ser bygningerne ud i dag?                                     

Vibeke Larsen blev vist rundt i Usa River af det tidligere børnehjemsbarn Haruna, sammen med en dansk familie. Her kom de forbi URCC bygningerne. Haruna fortalte, hvor hans værelse var da han var lille. Han havde sovet sammen med andre mindre børn i køjesenge i et værelse, og da han blev større fik han et andet værelse sammen med en anden dreng. 

Haruna fortalte om alle rum i bygningen. Der var et bibliotek og et rum, hvor computerne stod. Der var et rum med legeting, hvor de hyggede sig om fredagen. I huset længst væk boede volontørerne. Han havde haft mange gode oplevelser med volontørerne. Han kunne huske, når de spiste risengrød til jul og fik en gave til juleaftensdag. Han kunne desuden stadig synge ”Nu er det jul igen”.

Regeringen, der overtog bygningerne, bruger lokalerne til at kvarteret kan betale vandregninger der. Der sad en vagt placeret i gården. 

På væggen var et billede af ansatte fra dengang og Haruna kunne fortælle alle deres navne. Træet med alle børnenes fingre, der engang prydede væggen i børnehjemmet, var der ikke mere, men man kan stadig se malerier af skibe på væggen: Rebecca fra Fanø og andre skibe. Haruna fortalte med en tåre i øjnene om hans tid på børnehjemmet. Man var ikke i tvivl om, at det havde været en god tid. På den anden side af vejen havde børnehjemmet en have, hvor børnene havde leget. Længere nede var den vej, Haruna plejede at gå for at komme i skole. 

Da børnehjemmet blev smidt ud

Haruna var der ikke, da soldaterne kom og jagede børnene ud. Han var på ferie hos sine bedsteforældre. Da han kom hjem, fik han lov til at komme ind og hente sine personlige ting som tøj. Det var ikke et rart minde. 

Området og bygningerne, som tidligere var meget velholdt, trængte til en kærlig hånd. Der lå ting overalt i gården. Der var ikke adgang til at komme indenfor i selve bygningerne, men udenfor trængte bygningerne til en kærlig hånd.