Hussagen trækker ud
Endnu en tur i retssalen resulterede ikke i en egentlig retssag, da den anden part igen ikke dukkede op. Resultatet på hussagen er derfor udskudt til september.
Børnehjemmets børn er med til et intermistisk møde med en anden NGO i sportsklubbens lille kontor.
Forventningerne var store, da Tanzibarns tanzanianske partner igen skulle i retten, hvor håbet var igen at få overdraget børnehjemsbygningerne til organisationen URCC. Dog blev både projektleder Daudi og vi i den danske bestyrelse skuffede over, at modparten igen ikke dukkede op. Dommeren valgte at udskyde retssagen til den 18. september uden mulighed for, at modparten kunne blive væk igen – men også uden mulighed for at fremskyde processen.
Det er natuligvis frustrerende for både vores tanzanianske partner og os selv, at vi ikke kan benytte bygningerne, der er byggede i regi af børnehjemmet, og hvor computere, køkken, undervisningslokale, senge og meget mere står. Daudi, Issa og resten af den tanzanianske bestyrelses medlemmer holder stadig humøret oppe, og finder måder at gennemføre møder og workshops på. Vi ser alle frem til en afslutning på en sag, der for de fleste ser ganske absurd ud.