De yngste tidligere børnehjemsbørn.

Vibekes interesse for specielt Tanzania har været der lige siden hun som barn så i fjernsynet, hvordan overskuddet fra Børnenes julekalender gik til børnene ved Kilimanjaro.

”Men Tanzania forblev en drøm indtil jeg fyldte 50, og der fik en tur til at bestige Kilimanjaro i gave af min mand. Efter denne tur blev min kærlighed til landet for alvor vakt. Jeg tænkte, jeg måtte kunne gøre noget for at hjælpe dette land og dets venlige folk, der tog så godt imod mig og min mand,” fortæller Vibeke og fortsætter:

”Så gik min søgen i gang og efter kort tid, fandt jeg en lille dansk organisation: Tanzibarn. Der gik alt hjælpen ubeskåret til folket og ingen omkostninger til danske lønninger eller administration. Og medlemmerne brændte for at hjælpe. Mange havde været frivillige i organisationen i Tanzania, og det betød noget for mig.”

På toppen af Kilimanjaro

I januar 2013 rejste Vibeke med sin mand til Tanzania for at bestige Kilimanjaro og se Afrika fra toppen af dets højeste bjerg på 5895 meter.

”Det blev en fantastisk oplevelse - fuldstændig ubeskriveligt. Vi nåede toppen på den 6. dag af vores tur gennem regnskov, hedeland, klippelandskab og alpint ørkenlandskab. En ubeskrivelig hård tur, som ikke kunne lykkes uden vores professionelle guider og bærere.”

Sidenhen har parret besteget bjerget af tre forskellige ruter. Hver gang ved hjælp af det det samme mandskab, som de også har skabt stærke relationer til.  

”En af vores guider er blevet gift i mellemtiden, og vi har været med til hans bryllup, hvilket var en kæmpe oplevelse. Udover at klatre på Kilimanjaro har jeg prøvet at lære noget om den tanzanianske kultur og Swahili, sproget som tales de fleste steder. Det har været nødvendigt for at kunne hjælpe i lokalbefolkningen, forklarer Vibeke, som nu rejser til Usa River i Tanzania hvert halve år, hvor hun opholder sig fem uger ad gangen.

Forretning og fornøjelse i landet

Når Vibeke er i Tanzania, bruger hun nogle dage på endnu et Swahili-kursus, der kan gøre hende bedre til sproget. Derudover besøger hun sin gamle guiders familier i Marangu - tæt på Kilimanjaro.

”Der udleverer jeg det tøj, jeg har indsamlet, mens jeg er i Danmark. Der er hårdt brug for varmt tøj i højlandet ved Kilimanjaro, så jeg har altid en ekstra kuffert med fyldt med børnetøj. Ellers bruger jeg min tid i Usa River, hvor vores organisation hører hjemme. Jeg har med stor fornøjelse deltaget i både arbejde i forhold til de børn, der tidligere boede på børnehjemmet, sportsklubben og vores projekter i medborgerhuset,” fortæller hun.

”Jeg har nydt at være med til opstarten af vores sidste nye Danida-støttede projekt, som er en Café hvor de unge fra ungdomsklubben arbejder frivilligt. De har selv været med til at bygge en café i en MAERSK-container. En café de unge nu selv bestyrer med stor succes,” fortæller hun.

Derudover har Vibeke deltaget i et projekt i medborgerhuset, hvor driftige kvinder har inviteret hende med til workshops, hvor de lærer, hvordan man laver sæbe og batik, som senere kan sælges på det lokale marked.

Tanzanianere åbner hjem og hjerter

Den store rejselyst får Vibeke stillet ved at tage uger ud af kalenderen og komme tilbage til det østafrikanske land. Men det er mødet med borgerne i byerne Marangu og Usa River, der betyder mest:

”Befolkningen giver mig så meget tilbage med deres gæstfrihed, venlighed og gavmildhed. Der ser jeg, hvordan man kan have en god hverdag uden ret mange midler. Det er en kæmpe udfordring at arbejde med de forskellige projekter, men også en gave at få lov til at være med,” fortæller hun.

Det gør meget for projekterne og samarbejdet Tanzania og Danmark imellem, at der indimellem kommer repræsentant fra den danske bestyrelse. Tankegangen i de to

kulturer er meget forskellige, men sammen kan vi gøre en forskel for de unge i Usa River, mener Vibeke:

”Det betaler sig helt sikkert at støtte de unge mennesker og familierne i Usa River.Ungdomsarbejdsløsheden er stor, så en uddannelse giver de unge en chance for at klare sig i deres voksne liv. En chance de ikke ville have fået uden støtte fra Tanzibarn,” slutter hun.