Athumani aka DJ TUMBO
Athumani er vokset op på børnehjemmet URCC, hvor han kom, da han var 4 år. Nu er han blevet 24 år, og har i 2015 fået støtte fra URCC til at starte sit voksenliv.
Af Vibeke Larsen
Han har startet et lille studio. Det er ikke så stort, men der er plads til en computer, en stol til Athumani og 2 stole til kunder. Han sælger musik og film til kunder. Han betaler 30.000 TSH (90kr) pr. måned for at leje dette sted , hvor han ved hjælp af venner har bygget sin forretning. Han har fået en ven til at dekorere studiet indvendigt med en DJ i de fineste farver, og udenfor med navnet: DJ TUMBO.
Athumani klarer sig godt nu. Ud over at lave musik til folk i kvarteret, tager han også ud og spiller som DJ til fester. Der er mange kunder i dette område, da der ligger et universitet i nærheden, og mange studerende kommer og køber deres musik her.
Det gør Athumani i stand til at betale sin husleje, mad og lægge lidt til side i de gode tider. Han har sparet op til at købe en sofa i sit lejede værelse ikke langt fra sit studie. Derudover har han købt et tv, og det næste han ønsker sig, er et tv bord.
Athumani møder mig ordene: ”Velkommen, dejligt at se dig” Senere kommer også ”mange tak”. Han har været glad for de danske volontører gennem sin opvækst på URCC. Han er en meget åben og positiv person, og selv om vi ikke kender hinanden, fortæller Athumani glad om sine fremtidsplaner for sin forretning. Han ønsker at udvide sit studie og lave det i et bedre materiale. Han vil have plads til flere kunder. Derudover ønsker han at have sit eget udstyr, så han selv kan tage ud til fester. Nu lejes han af firmaer, der har udstyret og mangler en DJ.
Meget imponerende, ung mand med drømme for sin fremtid.