Ansøgning giver pote: 18.000 til unge pigers skolegang
De unge piger i Tanzania er særligt udsatte, da deres skolegang alt for nemt afbrydes. De modtager ikke seksualundervisning, og dermed sker der mange uplanlagte graviditeter. Tanzibarn har fået projektmidler fra Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond til at støtte disse piger med seksualundervisning og genanvendelige hygiejnebind.
Bliver man gravid, bliver man smidt ud af skolen. Især under corona-nedlukningen af skolerne i foråret, blev mange unge piger gravide, og de har nu en meget usikker fremtid. Desuden kan pigerne ikke købe bind, der er gode nok, og derfor bliver de hjemme fra skolen under deres menstruation. Det ønsker vi i Tanzibarn at gøre noget ved.
Projektet sigter mod at oplyse unge piger omkring forebygning af graviditet, da omkostningerne ved at få et barn i tidlig alder, kan være helt uoverskuelige for en ung kvinde i Tanzania. Man bliver smidt ud af sin uddannelse, får svært ved at få job og bolig, og ofte bliver man set ilde på af familie og det omkringliggende samfund.
Den seksuelle lavalder i Tanzania er 18 år, og der må ikke gives prævention, som fx p-stav til kvinder under den seksuelle lavalder.
Projekt med seksualundervisning og hygiejnebind
Tanzibarn ønsker at støtte socialt dårligt stillede unge piger i Usa River og omegn i Tanzania via aktiviteter specielt med henblik på uddannelse og oplysning. Seksualundervisning og “family planning”-seminarer rettet specifikt mod piger mellem 12-18 år. Der skal undervises og informeres på de lokale skoler, og pigerne skal have en sundhedsperson at henvende sig til. Derudover skal de unge piger lære at sy deres egne hygiejnebind.
Mere konkret vil dette projekt indeholde:
- En sundhedsperson (sygeplejerske/sundhedsplejerske) der tager ud på skolerne og informerer de unge piger ca en uge hvert år.
- Materiale til de unge piger, bl.a. information om at forebygge graviditet.
- Materiale til at sy egne hygiejnebind, så menstruation ikke bliver en forhindring.
- En person, de unge kan kontakte i fortrolighed uden for skoletid.
Kontaktpersonen er vigtig for projektet
De første punkter er ret konkrete ift omkostninger, hvor der skal dækkes løn, materiale og transport. Det sidste punkt, hvor en person skal være til rådighed, er sværere at estimere, da det afhænger meget af om pigerne tør tage kontakt og bryde tabuet omkring seksualitet.
Derfor er det også passende, at denne person har mandat til at uddele materiale til fx hygiejnebind, da man så kan bruge dette “påskud” for at tale med hende. Da det er lovligt for unge at modtage kondomer, vil dette også uddeles af kontaktpersonen.
Vi søgte dermed 18.000 kr til at dække dette projekt i et år og fik en tidlig julegave til de unge piger fra Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond, som vi takker for!