Baggrund

Projektet med at hjælpe udsatte børn og unge i byen Usa River tager sin begyndelse i 2000, hvor arbejdet i første omgang bestod i at bespise 30 børn med et dagligt måltid sundt og nærende mad. Behovet for støtte til et sted at bo og til skolegang satte gang i arbejdet med at skaffe midler til en mere langtidsvarende løsning.

Usa River Children Centre

Store private danske donationer gjorde det muligt for foreningen at bygge et børnehus på en lokal grund, som de lokale myndigheder udstykkede. Huset var indflytningsklart i februar 2002, hvor de 30 børn kunne flytte ind sammen med lokale medarbejdere.

I 2004 fik foreningen ved hjælp af et sponsorat fra Lego-Funktionærernes Fond et volontørhus op at stå. Dette hus indeholder to værelser samt bad og toilet, som volontørerne kunne anvende. Vigtigst af alt var dog det nye køkken som afløste et skur med et ildsted.

I takt med at børnene voksede og havde behov for mere plads, blev den lille grund udfyldt af endnu et hus, sponsoreret af Georg Jensen i 2006. Huset rummer også et stort lokale, der bliver anvendt til undervisning, møder mv.

Børnene er siden vokset op og har uddannet sig i et hastigt tempo, og mange af de ældste børn er løbende kommet på Boarding Schools (kostskoler) udenfor byen, og enkelte har fået en videregående uddannelse og bor nu permanent udenfor centret.

Omstrukturering af projektet

I 2012 begyndte arbejdet med en grundlæggende omstrukturering af organisationen. De fleste af børnene er kommet på Boarding Schools eller blevet genforenet med familiemedlemmer, som nu kan tage sig af dem. Arbejdet med at omstrukturere Usa River Children Centre er lavet i tæt samarbejde med den tanzanianske bestyrelse og de tilknyttede familiemedlemmer, der troligt tropper op til møderne.

I starten af 2015 vil de 12 yngste børn som stadig bor på centret, komme på kostskoler eller være genforenet med en evt. familie. Det er ikke hensigten, at Tanzibarn.dk vil tage flere børn ind og fungere som børnehjem i fremtiden, men vi vil naturligvis forsætte med at støtte de børn der altid har været en del af URCC, som vi føler en stor forpligtigelse overfor, og som stadig har brug for støtte til at gennemføre deres fremtidige skolegang.

Bygningerne vil efterfølgende blive åbnet op for lokale aktiviteter, så hele Usa River kan få glæde af projekter, der kan omhandle uddannelse, oplysning, sport og sociale aktiviteter med udgangspunkt byens børn og ungdom.