30 kvinder ville lære om sprøjtefri grønsager

Bestyrelsesmedlem Vibeke Larsen tog med 30 medlemmer på foreningstur uden for Arusha, der skulle inspirere og skabe sammenhold i foreningen. Denne gang så de på mere økologiske landbrugsmetoder.

Af Vibeke Larsen

Dagen startede kl. 8.00 i cafeen i Usa River: Cafe Fast Food. Ca. 30 damer mødte op, formanden fra bestyrelsen, Daudi, Issa og 2 andre bestyrelsesmedlemmer. Damerne bestod af en for hver af de ti aktivitetsgrupper i foreningen URICO og resten fra den gruppe, der arbejder med at producere batik. De var alle klædt i de flotteste kjoler, og bar de flotteste hovedbeklædninger.

Først fik alle morgenmad serveret af de unge frivillige i cafeen. Derefter gik turen til en organisation lige uden for Arusha ved navn ECHO. Denne organisation er startet for mange år siden af en amerikaner, hvor der arbejdes med at udbrede viden til samfund, så tanzanianere kan dyrke deres afgrøder mere effektivt. Her dyrker de grøntsager, uden kemikalier. De har deres egen såsæd for ikke at få forurenet planterne. Der blev undervist i kompostering, brug af biogas og opsamling af regnvand i foreningen.

Desuden blev der undervist i, hvordan man kan undgå at sprøjte grøntsager ved at plante forskellige grøntsager sammen, der holder insekterne væk. Der blev undervist i, hvordan man kan jordforbedre med bestemte planter , og dække overfladen til for at undgå ukrudt og fordampning af vand. Desuden får medlemmerne af denne forening undervisning i, hvilke grøntsager, der er sunde for Afrikanere.

Efter en tur rundt i plantagen fik vi en rundvisning i det tilhørende lyd- og radiostudie. Her laves radioudsendelser til Tanzania og de omkringliggende lande. Udsendelser om undervisning i ovenstående, for at brede viden ud til så mange som muligt. Lydstudiet optager plader/ CD’er, primært med gospelmusik.

Efter turen kørte vi hjem til cafeen i Usa River, og fik alle frokost i cafeen.

Alle fik en pakke med frø, de kan dyrke i deres egen have, hvilket vakte stor glæde. Planen er nu, at alle damer skal tage deres viden med hjem til deres grupper og udbrede den der. Der er blevet plantet et lille frø i mere end én betydning! Det bliver spændende at se, om alle får held til at dyrke grøntsagerne.

Rose: enlig mor og snart motorcykeludlejer

Rose, som nu er 21 år,  kæmper stadig for at få sig en indtægt, så hun kan forsørge sig selv og sin datter Vanessa på to et halvt. Hun har prøvet at sælge løg på markedet seks dage om ugen, men det kunne ikke give en indtægt, så hun kunne klare sig. Drømmen er en motorcykeludlejning.

Rose har en 2 årig uddannelse, Hotel Management, Hun har haft svært ved at finde et arbejde efter endt uddannelse, da ungdomsarbejdsløsheden er høj i Tanzania.  Nu har hun dog fået et arbejde som opvasker på en restaurant i nærheden af, hvor hun bor. Hun arbejder seks dage om ugen fra kl. 8.00 til kl. 22.00. Herved tjener hun hvad der svarer til 300 kr om måneden. Det kan dog heller ikke betale for mad og husleje. Rose har fri om mandagen. Datteren Vanessa bor hos bedsteforældrene knap 10 km fra Usa River, og Rose henter sin datter hver mandag. Det er den eneste dag, de kan være sammen.

Motorcykeludlejning

Rose har nu søgt Tanzibarn om støtte til at komme videre i sit liv, og først mente Rose, hun ville have en lille bod og sælge dagligvarer, men nu er hun kommet til den beslutning, at hun gerne vil købe en lille motorcykel – en “piki piki”- og leje den ud til én, der så vil køre taxakørsel på den. Derved kan Rose tjene 21 kr om dagen, som sammen med sit opvaskerjob kan skaffe mad på bordet og betale huslejen. Den daglige leder hjælper nu Rose med dette. Problemet er at finde en person, der passer godt på motorcyklen, da forsikring ikke er almindeligt i Tanzania. Den daglige leder rådgiver også Rose i at sætte et beløb i banken hver måned, da motorcyklen forventes at holde 2 år. Så skal hun gerne have sparet op til en ny. Vi ønsker Rose held og lykke med sit nye liv.

Indkaldelse til generalforsamling 2019

Tanzibarn indkalder hermed alle medlemmer af foreningen til ordinær generalforsamling.

Generalforsamlingen foregår traditionen tro på kolding bibliotek, hvor alle interesserede er meget velkomne:

Lørdag d. 30. marts
12.00 – 14.30
på: Kolding Bibliotek
Slotssøvejen 4
6000 Kolding

På generalforsamlingen vil blive fortalt og vist billeder fra de igangværende projekter, og du vil blive opdateret på de lokale samarbejdsparters arbejde og projekternes aktiviteter og resultater. I starten af året har bestyrelsesmedlem Vibeke Larsen igen været forbi projekterne i Usa River og har set hvordan det går med de tre projekter.

Mad og drikke vil koste 30 kr. og af hensyn til traktementet, beder vi om tilmelding til næstformand Anders Hjortskov på tanzibarn@gmail.com eller på telefon 42318704 inden den 27. marts (frist for tilmelding).

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Fremlæggelse af årsregnskabet til godkendelse
  4. Fremlæggelse og drøftelse af hovedlinjerne for foreningens virksomhed i det kommende år samt budget for det nye regnskabsår, herunder fastsættelse af kontingent
  5. Valg af medlemmer til bestyrelsen
  6. Valg af suppleant(er) til bestyrelsen
  7. Valg af revisor
  8. Eventuelt

Bestyrelsesvalg (Punkt 5 og 6):

Anders Hjortskov, Kathrine Brejnrod, Vibeke Larsen, Karen Marie Thulstrup er på valg – Birthe

Kan frivilligt arbejde give Haruna en fremtid?

Haruna har lært engelsk på Usa River Children Centre af de tilknyttede volontører, hvilket han nu gør brug af i den nye frivillige café. Han drømmer om at arbejde som kok eller sælge madvarer i Tanga – men indtil videre giver frivilligcaféen ham noget på CV’et.

Haruna er opvokset på Urcc – Usa River Children Center. Han flyttede ind, da han var 6 år, og er nu 22 år. Haruna husker specielt om sin opvækst, at det var et trygt sted at være som barn. Der var hele tiden nye volontører. De hjalp børnene med lektielæsning og legede med dem. Haruna siger, at hvis han f.eks. skulle låne nøglen til legerummet, ville volontøren Anders kun give den til ham, hvis han kunne spørge pænt og korrekt på engelsk.

Til jul lavede børnene julepynt og pyntede på stuerne. De havde også et juletræ, de gik rundt om juleaften. Haruna kan stadig synge sangen: ”Nu er det jul igen..” og han husker stadig, når de spiste risengrød til jul . Derudover fortæller Haruna om de lege, han var mest glad for at lege med volontørerne: Rundbold, fodbold og 2 mand frem for en enke.  Det var en god og tryg opvækst på børnehjemmet. Det kunne være lidt trist, når man kom til at kende volontørerne godt, og de så skulle hjem. Men heldigvis var der faste ”tanter”, som var de samme i en lang årrække til at tage sig af børnene.

Haruna husker en gang, da han var omkring 12 år, og skulle bo hos sin onkel i Tanga. Han var væk fra børnehjemmet i fem måneder. Det var en trist og hård tid for Haruna, og han bad om at komme hjem til børnehjemmet igen, hvilket han kom. Haruna har nu kontakt med sin bedstemor og besøger hende flere gange om året. Han har også kontakt med sin mor, men hun kan af helbredsmæssige årsager ikke tage sig af ham og har aldrig kunnet.

Haruna bor nu på et lejet værelse. Børnene blev for 2 år siden,  flyttet ud af deres børnehjem af en embedsmand, der siden har brugt bygningerne som sit kontor. Der kører en retssag om ejendomsretten til bygningerne, men indtil den sag er overstået, må Haruna bo uden for børnehjemmet. Han har et lille værelse på ca. 9 kvadratmeter, hvor der er ikke vand i komplekset, men der er strøm. Værelset koster 20.000 tanzanianske shilling om månedenen, hvilket svarer til ca. 60 kr. Derudover skal han betale for sit strømforbrug, men bliver støttet af Tanzibarn.  

Harunas nye dagligdag

Han har taget en 2-årig uddannelse i hotelbranchen.  Lige nu venter Haruna på sine karakterer. Indtil han får dem, arbejder Haruna frivilligt i Cafe Fast Food.  Han møder kl 6.30 hver morgen og forbereder morgenmad, laver frisk juice, bager brød, forbereder frokost og aftensmad.  

Haruna har fri kl. 16.00.  Så tager han ned til fodboldbanen og ser, når sportklubbens medlemmer spiller fodbold. Ellers går han ned til sine venner og snakker med dem. De bor lige ved fodboldbanen. De er 6 unge, og de har fået et stykke jord, de kan dyrke grøntsager på. Så de har nu plantet forskellige grøntsager. De mødes dagligt for at vande og passe planterne. Bagefter laver de som regel mad sammen, og spiser aftensmad sammen. Harunas livret er ugali og dagaa (små fisk), eller ris og bønner. Kød er ikke en hverdagsret i Tanzania.

Haruna har fri om søndagen. Så skal han vaske tøj, gøre sit værelse rent og hente vand til hele ugen. Vandet henter han ved sportsklubbens klubhus – ca 200 meter væk. Haruna må gå to gange for at fylde sine spande op med vand til en uge. Hos URYDO (Sportsklubben) er der gratis vand, og det bruges af mange i området.

Frivilligt arbejde er gratis erfaring

Haruna  er glad for sit frivillige arbejde. Det er godt at få erfaring, som han kan bruge, når han skal til at søge job. Ellers er Haruna glad for at arbejde sammen med de andre volontører. De har det godt sammen, joker og har det bare skægt.

Haruna er begyndt at tænke på sin fremtid. Lige nu vil han gerne have en forretning og sælge majs, bønner og andre afgrøder samt olie. Han tænker på at starte op i Tanga, hvor han har en onkel, der kan hjælpe ham.

Ellers vil Haruna  gerne bruge sin uddannelse. Han har søgt arbejde, hvor han var i praktik som kok. Han er stadig i kontakt med kokken der, og håber at der vil blive brug for ham på et tidspunkt.  Desværre er arbejdsløsheden høj for unge i Tanzania.

Haruna taler flydende engelsk, i modsætning til mange af de unge i kvarteret. Dette takker Haruna de danske volontører for. Det er utrolig vigtigt, hvis man skal arbejde indenfor turistbranchen siger Haruna.

Fra sæbe til gibsafstøbning

Der er gang i forretningslivet hos kvindegrupperne i Usa River Community Organisation. Virkelyst og nye ideer går hånd i hånd med de økonomiske mulighederne for at komme i gang.

 

Låne-/sparegrupperne i Usa River Community Organisation arbejder med mange forskellige tiltag, der kan genere en indkomst. Når ideerne er der, er der også muligheder for at gøre forsøget og se om kundegrundlaget er der.

 

Der er både forsøg med madlavningshold og produktion af stearinlys, batik og sæbe, som måske kan blive en sællert på markedet. Det er med at få den rigtige ide i grupperne og få arrangeret at en ekspert på området kan komme ud og lære fra sig.

 

Kvinden på billedet har gennem Usa River Community Organisation fået et lille kursus i gipsstøbning. Nu laver hun det hjemme og sælger det. Sammen med sæbe og batik, som hun også har lært at lave sammen med andre kvinder i foreningen, er det nu en god forretning for hende og hendes familie.

 

Hun kan nu sende sin store søn på universitetet.

 

Nye evner i forretningsdrift til gamle børnehjemsbørn

At kunne få sin forretning til at give overskud og samtidig huske at tænke på husleje, materialeindkøb og andre udgifter kan være en avanceret øvelse. Ni af de unge mennesker, som voksede op på Usa River Children Centre, er nu blevet klædt på til at klare strabadserne. 

Nogle af de sidste børn fra det gamle børnehjem er snart færdige med deres uddannelser og skal nu finde ud af, hvad de vil efterfølgende. For at hjælpe dem på vej, er der blevet arrangeret et seminar om drift af forretning, business plans og udregninger af overskud. Ideen er både at klæde dem på til fremtiden, men også begynde at forberede dem på at skulle ud og tjene egne penge. 

 

 

Bestyrelsesmedlem med rejselyst

Vibeke er i Tanzania hvert halve år og elsker kulturen og de venlige mennesker, som hun har skabt relationer til. Hun er trådt ind i Tanzibarns bestyrelse og har siden brugt sine mange rejser til også at bidrage til de tanzaniske projekter.

De yngste tidligere børnehjemsbørn.

 

Vibekes interesse for specielt Tanzania har været der lige siden hun som barn så i fjernsynet, hvordan overskuddet fra Børnenes julekalender gik til børnene ved Kilimanjaro.

”Men Tanzania forblev en drøm indtil jeg fyldte 50, og der fik en tur til at bestige Kilimanjaro i gave af min mand. Efter denne tur blev min kærlighed til landet for alvor vakt. Jeg tænkte, jeg måtte kunne gøre noget for at hjælpe dette land og dets venlige folk, der tog så godt imod mig og min mand,” fortæller Vibeke og fortsætter:

”Så gik min søgen i gang og efter kort tid, fandt jeg en lille dansk organisation: Tanzibarn. Der gik alt hjælpen ubeskåret til folket og ingen omkostninger til danske lønninger eller administration. Og medlemmerne brændte for at hjælpe. Mange havde været frivillige i organisationen i Tanzania, og det betød noget for mig.”

På toppen af Kilimanjaro

I januar 2013 rejste Vibeke med sin mand til Tanzania for at bestige Kilimanjaro og se Afrika fra toppen af dets højeste bjerg på 5895 meter.

”Det blev en fantastisk oplevelse – fuldstændig ubeskriveligt. Vi nåede toppen på den 6. dag af vores tur gennem regnskov, hedeland, klippelandskab og alpint ørkenlandskab. En ubeskrivelig hård tur, som ikke kunne lykkes uden vores professionelle guider og bærere.”

Sidenhen har parret besteget bjerget af tre forskellige ruter. Hver gang ved hjælp af det det samme mandskab, som de også har skabt stærke relationer til.  

”En af vores guider er blevet gift i mellemtiden, og vi har været med til hans bryllup, hvilket var en kæmpe oplevelse. Udover at klatre på Kilimanjaro har jeg prøvet at lære noget om den tanzanianske kultur og Swahili, sproget som tales de fleste steder. Det har været nødvendigt for at kunne hjælpe i lokalbefolkningen, forklarer Vibeke, som nu rejser til Usa River i Tanzania hvert halve år, hvor hun opholder sig fem uger ad gangen.

Forretning og fornøjelse i landet

Når Vibeke er i Tanzania, bruger hun nogle dage på endnu et Swahili-kursus, der kan gøre hende bedre til sproget. Derudover besøger hun sin gamle guiders familier i Marangu – tæt på Kilimanjaro.

”Der udleverer jeg det tøj, jeg har indsamlet, mens jeg er i Danmark. Der er hårdt brug for varmt tøj i højlandet ved Kilimanjaro, så jeg har altid en ekstra kuffert med fyldt med børnetøj. Ellers bruger jeg min tid i Usa River, hvor vores organisation hører hjemme. Jeg har med stor fornøjelse deltaget i både arbejde i forhold til de børn, der tidligere boede på børnehjemmet, sportsklubben og vores projekter i medborgerhuset,” fortæller hun.

”Jeg har nydt at være med til opstarten af vores sidste nye Danida-støttede projekt, som er en Café hvor de unge fra ungdomsklubben arbejder frivilligt. De har selv været med til at bygge en café i en MAERSK-container. En café de unge nu selv bestyrer med stor succes,” fortæller hun.

Derudover har Vibeke deltaget i et projekt i medborgerhuset, hvor driftige kvinder har inviteret hende med til workshops, hvor de lærer, hvordan man laver sæbe og batik, som senere kan sælges på det lokale marked.

Tanzanianere åbner hjem og hjerter

Den store rejselyst får Vibeke stillet ved at tage uger ud af kalenderen og komme tilbage til det østafrikanske land. Men det er mødet med borgerne i byerne Marangu og Usa River, der betyder mest:

”Befolkningen giver mig så meget tilbage med deres gæstfrihed, venlighed og gavmildhed. Der ser jeg, hvordan man kan have en god hverdag uden ret mange midler. Det er en kæmpe udfordring at arbejde med de forskellige projekter, men også en gave at få lov til at være med,” fortæller hun.

Det gør meget for projekterne og samarbejdet Tanzania og Danmark imellem, at der indimellem kommer repræsentant fra den danske bestyrelse. Tankegangen i de to

kulturer er meget forskellige, men sammen kan vi gøre en forskel for de unge i Usa River, mener Vibeke:

”Det betaler sig helt sikkert at støtte de unge mennesker og familierne i Usa River.Ungdomsarbejdsløsheden er stor, så en uddannelse giver de unge en chance for at klare sig i deres voksne liv. En chance de ikke ville have fået uden støtte fra Tanzibarn,” slutter hun.

Hvad får de gamle børnehjemsbørn hjælp til?

De sidste 20 år har Tanzibarn hjulpet børn og unge til en tryg og stabil opvækst på børnehjemmet Usa River Children Centre. Børnene har fået sygeforsikringer, kunne gå til tandlæger, fået hjælp til lektier.

Derudover har deres familier fået sygeforsikringer og i det omfang, det var muligt har de fået hjælp til at holde kontakten til børnene. Alt dette udelukkende i kraft af Tanzibarns arbejde og de mange danske medlemmer og sponsorers støtte.

“Det betaler sig helt sikkert at støtte de unge mennesker i Usa River. Ungdomsarbejdsløsheden er stor. Så en uddannelse giver de unge en chance for at klare sig i deres voksne liv. En chance de ikke ville have fået uden støtte fra Tanzibarn,” fortæller bestyrelsesmedlem Vibeke Larsen, der netop er vendt hjem fra endnu en rejse til landet, hvor hun altid besøger projekterne og taler med børn og unge fra uddannelsesprojektet. 

Eksemplerne er mange

Rose med sin datter.

Rose har fået hjælp via Tanzibarn til at kunne stifte hjem til sig selv og hendes lille datter på 2 år. Hun har fået en mulighed for at træne til hverdagen via Tanzibarn. Ellers havde den lille pige måske endt på et børnehjem, som hendes mor selv gjorde som lille.

Anna, der næsten er blind  og hørehæmmet vil nu få mulighed for at klare sig selv vha en lille forretning. Dette fuldstændig umuligt uden støtte fra Tanzibarn. 

Haruna har fået en uddannelse og står nu for at skulle yd og klare sig selv i samfundet. Uden uddannelse ville det have været meget svært for ham at kunne klare sig selv. Nu er hans chancer øget.

Frivillige sikrer succes i den nye cafe

En historie om, hvordan udviklingsarbejde forhåbentligt kan blive selvfinaniserende på sigt. Sportsklubben URYDOs nyeste frivilligprojekt med en café viser de første tegn på succes.

Siden sommeren har vores partner i Syd (URYDO) drevet deres helt egen socialøkonomiske café: Hobby Fast Food. De unge medlemmer kalder selv cafeen for ”byens stolthed”, og det er helt med rette. Ikke alene er cafeen allerede nu en overskudsforretning, den er også flot og serverer god mad. Det vigtigste er dog, at den er også baseret frivillig arbejdskraft fra ungdomsklubbens medlemmer.

Frivilligt arbejde er meget usædvanligt i Tanzania, og de unges engagement skaber helt nye muligheder for bæredygtighed. Hvis de unge de unge oplever, at de ved at gå sammen kan skabe resultatet, er forventningen at det vil styrke deres selvtillid og tro på, at de kan skabe et godt liv i lokalområdet. Overskuddet fra projektet anvendes til projekter for de unge som fx erhvervskurser, og dette skaber forhåbninger om, at URYDO på sigt kan blive selvfinansierende

For at forbedre indtjeningen er det tanken, at projektet løbende skal udvikles med en række sideforretninger særligt målrettet turister og vestlige volontører.

URYDO tours

Den første mulighed er ture i lokalområdet, hvor man på cykel eller gåben kan opleve det ægte Tanzania fri fra turistfælder. Der er allerede indkøbt cykler og udtænkt ture, men der mangler fortsat kunder. Vi håber alle der kommer til Tanzania vil lægge vejen forbi og prøve en betaversion til billige penge.

URYDO relax

En anden mulighed er, at de frivillige skal tilbyde en række afslappende behandlinger som massage og fodbehandlinger. Omkostningerne til dette er meget lave sammenlignet med gevinsterne, og denne sideforretning har derfor potentiale til at blive en stor indtægtskilde. De unge mangler dog undervisning, og vi efterlyser derfor frivillige der kan afholdes 1-2 uges kurser i massage, kropsbehandlinger og lignende.

 

Eksamenstid for fire unge tanzanianere

Huruma, Harrison, Salma og Winnie Frida har alle været til eksamen i Form Four – de afsluttende eksamener på overbygningen i skolen. Nu skal de blot vente på resultaterne.

 
At de børn, der for få år siden var de mindste børnehjemsbørn nu er godt på vej mod voksenlivet, bliver vi i Tanzibarn hele tiden mindet om. Her er det fire af de alleryngste fra Usa River Children Centre, der nu er klar til at vinke farvel til den grundlæggende skolegang. 
Manager for uddannelsesprojektet, Daudi, har hentet de fire unge mennesker på deres forskellige skoler, så de kan komme tilbage. Huruma, Harrison and Salma skal nu hjem og besøge deres familier, mens Winnie Frida skal bo i et lejet værelse sammen med Violeth i Usa River. De kommer til at vente et godt stykke tid på eksamensresulateterne og dermed få svar på, hvad de kan gøre i fremtiden. 
 
 
 
 
 
 
next
prev

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /home/www/tanzibarn.dk/wp-content/plugins/logo-slider/ls_logoslider.php on line 488