
-Der er pt 40 børn tilknyttet børnehjemmet, i alderen 4 til 23 år - størstedelen tilhører en mellemgruppe på 12-14 år. Der er ca. lige mange drenge og piger.....
Langt de fleste af børnene går på den lokale skole - Leganga Primary School - som ligger omkring 1 km fra børnehjemmet oppe ved hovedvejen. Syv af de ældste Zaituni, Lucas, Babuu (Tumuombee), Nelson, Chiku, Eva og Warda går i secondary school, hvilket svarer til gymnasiet. Prosper er den ældste og er fra september 2008 begyndt på universitetet i Dar es Salaam, hvorfor han kun kommer hjem i skoleferierne.

Grundlæggende er det foreningens hensigt at tage ansvar for børnene fra de ankommer på centeret, og indtil de efter endt uddannelse har fået et arbejde og kan forsørge sig selv. Det betyder, at centeret dækker alle børnenes behov – mad, tøj, skolegang, lægebesøg, legetøj etc.
Foreningen er ikke-religiøs og vi har børn med både muslimsk og kristen baggrund. Børnene bestemmer selv, om de vil gå i kirke eller moske, og der går fast et par kristne børn i søndagsskole. I praksis er det umuligt at holde religion ude af billedet i et så religiøst land som Tanzania, og livet på hjemmet har derfor, hvad man nok ville kalde en tanzaniansk-lutheransk drejning. Det eneste konkrete og praktiske eksempel på dette er dog, at børnene altid beder bordbøn.